Danske soldater, der deltog i 1. Slesvigske Krig 1848-1850, kunne ansøge om en erindringsmedalje for deres indsats. Ansøgningerne er blevet indekseret, så du nemt kan søge efter din slægtning i disse arkivalier. Fødested er ikke oplyst på alle ansøgninger, men andre kilder kan sammen med ansøgningen bruges til at finde soldatens fødested.
En person eller familie kan være svær at finde igen, hvis deres flytning ikke er registreret i en afgangsliste. Så kan lægdsrullerne hjælpe. Desuden kan lægdsrullerne bruges til at dokumentere dødsfald i sogne, hvor kirkebogen for det formodede dødsår er gået tabt.
Mange har forgæves ledt efter en forfader i lægdsrullen, og hvis man gentagne gange ikke får succes med at finde noget i en kilde, er man tilbøjelig til at holde op med at bruge kilden. Tidligere var mange mænd undtaget fra værnepligten, og der er oftest en ligetil forklaring på, hvorfor en mand ikke kan findes i lægdsrullen.
Lægdsruller har ry for at være en svær kilde at benytte, men når man først har forstået grundprincippet, så får man øjnene op for et fantastisk hjælpemiddel til slægtsforskningen. De kan blandt andet bruges til at finde en fødselsdato på en person, der blev født i et sogn, hvor den ønskede kirkebog er gået tabt.