🇩🇰 Lene Kottal Professional Genealogy Bestil forundersøgelse
Lene Draeby Kottal Slaegtsforsker

Om slægtshistoriker Lene Kottal

Jeg er slægtshistoriker Lene Dræby Kottal. Min interesse for slægtsforskning begyndte med, at jeg som 17-årig ønskede at vide, hvor mit specielle efternavn, Kottal, kommer fra. Jeg blev hurtigt bidt af slægtsforskning — det kender du sikkert godt. Interessen bredte sig, og jeg begyndte at grave dybt i den jyske muld efter mine danske rødder.

Hjælpe andre med slægtsforskning
Efterhånden som jeg blev mere erfaren, tilbød jeg hjælp til andre med deres slægtsforskning, først uden at modtage betaling for det, f.eks. i Danske Slægtsforskeres forum og i Facebook grupper for slægtsforskere. Jeg har selv modtaget meget hjælp fra andre og vil gerne give noget tilbage.

Selvstændig slægtsforsker
I januar 2013 startede jeg som selvstændig slægtsforsker og gjorde min hobby til mit arbejde. Det er meget givende at arbejde med andres slægtshistorie og i nogle tilfælde at hjælpe mennesker med at løse årtiers mysterier.

Læs om mine ydelser og pris
education_books.jpg

Slægtsforsker eller slægtshistoriker?

Jeg er slægtsforsker, men med titlen som slægtshistoriker ønsker jeg at vise, at slægtens historie er vigtig for mig. For mig er det særligt spændende at grave dybt i slægtens historie, så der er mere end navne og datoer at tilføje til slægtsbogen.

Min vision
Min vision er, at slægtsbøger bliver så spændende, og at selv den unge generation får lyst til bevare og videreføre slægtens historie. Det er min oplevelse, at flere unge er interesserede i slægtsforskning i dag, end da jeg begyndte. Måske fordi mange kilder er blevet scannet og tilgås på nettet. Slægtsforskning kan skabe bånd mellem generationerne.

Da jeg begyndte for over 25 år siden, skulle man på arkivet hver gang, og indekseringen af folketællingen 1801 skulle man købe på CD-ROM for at søge i den. Heldigvis er slægtsforskning blevet lettere tilgængeligt siden da. Alle har ret til at kende sin historie.

Mit mål og mine kerneværdier
Mit mål med min virksomhed er at blive den fortrukne samarbejdspartner for personer, der ønsker hjælp til at grave dybt i deres danske slægts historie.

Nedenfor kan du læse om mine tre kerneværdier.

Fleksibel

Jeg vejleder mine kunder om det forventede tidforbrug og mulighederne for at finde de efterspurgte oplysninger, men det er kunden, der bestemmer, hvad der skal søges efter, og hvor længe der skal søges. Hvert projekt tilpasses den enkelte kundes ønsker.

Troværdig

Jeg forsker systematisk i de relevante kilder, både online og på arkiver rundt omkring i landet. Jeg laver en dybdegående analyse og skriver præcise kildehenvisninger. Det er altafgørende for mig, at mine kunder har tillid til, at mine konklusioner er korrekte.

Livagtig

Jeg er forsker og har en videnskabelig tilgang til mit arbejde, men jeg er også historiker. Mine rapporter er spændende at læse, og jeg leverer mere end navne, datoer og steder. Jeg gør slægtens historie levende på et veldokumenteret grundlag.

Certified Genealogist Lene Draeby Kottal Small

Certified Genealogist®

I maj 2022 fik jeg tildelt certificeringen Certified Genealogist® af den amerikanske organisation Board for Certification of Genealogists (BCG). Titlen betyder certificeret slægtsforsker.

Kræver masser af slægtsforskning
BCG stiller store krav til ansøgerne, og jeg skulle lave en skriftlig opgave med blandt andet fire slægtsforskningsprojekter - cirka 150 sider i alt. Det krævede mange timers slægtsforskning, skrivning og forskellige uddannelsesaktiviteter.

Bedømmelse af tre censorer
Opgaven blev bedømt af tre censorer. Heldigvis synes alle tre censorer, at min opgave lever op til den høje standard, der kræves for at få tildelt certificeringen Certified Genealogist®

Hvorfor ville jeg have certificeringen Certified Genealogist®?
Jeg er perfektionist og vil gerne levere det bedst mulige resultat, både til min egen familie og til mine kunder. Processen med certificering var en måde for mig at teste, om der er noget jeg kan gøre bedre — og det er der naturligvis. Ingen ved alt. Derfor er det også et krav for at beholde certificeringen, at jeg skal bestå en ny opgave hvert femte år, og at jeg løbende vedligeholder og udvikler mine kompetencer inden for slægtsforskning.

Det kan være lidt svært at forstå, at man kan blive certificeret inden for slægtsforskning, fordi det bruger vi ikke i Danmark. Derfor har jeg skrevet et blogindlæg, hvor jeg forklarer mere om certificeringen og de krav, jeg skal leve op til.

Blogindlæg: Certified Genealogist® — Hvad er det?