🇩🇰 Lene Kottal Professional Genealogy Bestil forundersøgelse

Arkivalieronline er nede: Mens vi venter...

Lene Dræby Kottal
Arkivalieronline er nede: Mens vi venter...

De fleste har prøvet at sætte sig ind til computeren en aften med forhåbningen om at finde endnu flere oplysninger om slægten end sidst vi sad der, og så virker Rigsarkivets hjemmeside ikke! Nogle gange driller teknikken på Rigsarkivet, og slægtsforskere landet over river sig i håret i frustration over ikke at kunne bruge en ellers kedelig hverdagsaften på slægtsforskning. Her får du tre idéer til, hvad du kan gøre, når Arkivalieronline ikke virker.

  1. Dan en rapport over mulige problemer i dit slægtstræ og ret nogle af dem, hvis det er muligt uden at kigge i kilder på Rigsarkivets hjemmeside. Hvis du bruger Legacy, kan du danne en  rapport over mulige problemer på følgende måde: Menuen Rapporter -> Ikonet Andre rapporter -> Punktet Mulige problemer... Hvis du aldrig har dannet sådan en rapport før, så start med at vælge Normal på fanebladet Poster og klik på knappen Lav en rapport over mulige problemer. Du vil opdage, at der er flere ting, som sikkert ikke er et problem, og dem kan du markere som "Intet problem" og så kommer de ikke med på listen næste gang. HUSK altid at lave en sikkerhedskopi af din database, inden du laver store ændringer i den!
  2. Besøg Slægtsforskernes Bibliotek, der har digitaliseret en perlerække af værker som søgbar PDF. Du kan både søge på efternavne, men også på steder eller begivenheder af interesse for din slægtsforskning. I menuen til venstre kan du vælge et emne. Det er svært at vælge en bestemt bog, som jeg vil anbefale, men hvis du gerne vil vide mere om, hvilke arkivalier der kan findes i godsarkiverne, så er Lensbesidderen som amtmand af Lotte Dombernowsky et godt sted at starte, og den har Slægtsforskernes Bibliotek lige her: https://bibliotek.dis-danmark.dk/cgi-bin/koha/opac-detail.pl?biblionumber=24051
  3. FamilySearch har deres egne servere med en masse billeder fra danske kilder, så der kan du stadig grave i din slægts historie. De har danske folketællinger og kirkebøger, men de har meget mere end det. Fx har de en masse billeder fra militære stambøger, og faktisk også mange som endnu ikke er tilgængelige på Rigsarkivets hjemmeside. Dem finder du her: https://www.familysearch.org/search/catalog/416356?availability=Family%20History%20Library

Hvis du har et andet forslag til, hvad man kan gøre i forhold til sin slægtsforskning, når Arkivalieronline ikke virker, så del det endelig i en kommentar nedenfor.

God aften til jer alle - trods alt!