🇩🇰 Lene Kottal Professional Genealogy Bestil forundersøgelse

Slægtshistorie fra regninger og breve

Professionel slægtsforsker Lene Dræby Kottal
Slægtshistorie fra regninger og breve

Min mormor Jenny Kirstine Juhl (1921-2008) og min morfar Helge Løve Hansen (1915-76) havde deres første hjem i Nørregade Odense centrum, men de blev ikke boende der. Min mor har fortalt, at de flyttede til forstaden Bolbro, da hun var 4 år gammel. De var fire søstre, og de blev kørt derud på ladet af en svajercykel. Min morfars far, Ludvig Hansen (1885-1968), begyndte at arbejde som svajer cirka på det tidspunkt, så måske var det hans cykel. Den lignende nogenlunde den på fotografiet herunder.1

En ladcykel fotograferet af Mogens Falk-Sørensen i 1960

Familien flyttede fra første sal i anden baggård i Nørregade 53 i Odense centrum til Njalsvej 46 i Bolbro den 1. september 1954. Det var ikke muligt at melde flytning på nettet dengang. Det skulle gøres på papir, og min mormor eller morfar afleverede selv anmeldelsen for at få en kvittering for, at den var lavet til tiden. De betalte også et depositum på 400 kr.

Min morfar havde underskrevet lejekontrakten knap tre uger tidligere, så de havde travlt med at pakke deres ting sammen. Min mor husker, at hun ikke måtte få sin trædebil med. Den fik de nye lejere lov til at få til deres barn. Det var min mor ikke helt tilfreds med, men sådan blev det.

Njalsvej 46 er et rækkehus i et relativt stort boligområde, der hedder Saxoparken. Min mormor og morfar blev boende der resten af deres liv. Jeg nåede ikke at møde min morfar, men jeg har besøgt min mormor der mange gange. Det må have været dejligt for min mormor ikke længere at skulle op og ned ad trapperne med fire børn og vasketøj – og pludselig have sin egen have.

Huslejekvitteringskort fra Odense Kommune 1954-55

Huslejen var 100 kr. om måneden, men kvitteringerne viser, at min morfar fik 45 kr. i tilskud hver måned fra april 1955. Min mormor smed sjældent papirer ud, og hun har selvfølgelig også gemt brevet med forklaringen på tilskuddet. De kunne få tilskud i henhold til loven om byggeri med offentlig støtte, der blev vedtaget den 14. april 1955. Det forklarer, hvorfor de ikke fik tilskuddet allerede i 1954.

Brev om huslejetilskud fra Odense Kommune 1955

Tænk sig, at de fik tilskud på 45 procent af huslejen! Min mormor voksede op på landet, gik på husholdningsskole og arbejdede som husassistent i både private hjem, på et børnehjem og på et hotel, så hun havde uden tvivl lært, hvordan hun kunne få pengene til at række langt. Men det må alligevel have betydet meget for deres økonomi at få næsten halvdelen af huslejen dækket.

Måske er det lidt meget at forvente, at vores forfædre skulle gemme huslejekvitteringer og lignende fra flere årtier, men det er sjovt at kigge i papirerne, når de nu er bevaret. Jeg er glad for vi ikke bare smed det hele ud, efter vi mistede min mormor, for så ville jeg ikke have haft de her oplysninger til min slægtshistorie. Min mand bliver nok mest glad, når jeg har scannet alle papirerne og skiller mig af med dem. De fylder alligevel en del. Men bare rolig – papirerne ryger ikke i skraldespanden hvis andre er interesseret i dem, f.eks. lokalarkivet.

 

Kildehenvisning:
1. "Sct. Peders Stræde 10," kopi af fotografi, kbhbilleder.dk (https://kbhbilleder.dk/kbh-arkiv/85911 : tilgået 9. april 2024); citerer original af fotograf Mogens Falk-Sørensen, 1960, opbevares i Københavns Stadsarkiv.