🇩🇰 Lene Kottal Professional Genealogy Bestil forundersøgelse

Rigsarkivets arkivdatabase Daisy: Arkivseriers datering

Lene Dræby Kottal
Rigsarkivets arkivdatabase Daisy: Arkivseriers datering

I det her blogindlæg får du et eksempel på, hvorfor det er vigtigt at tjekke arkivseriers detaljer, før du bestiller dem til udlån på arkivet.

Når administrative grænser ændrer sig, opstår der indimellem behov for at lave en oversigt over ændringerne til den nye myndighed. Da nogle ejendomme i Skibhusene blev udskilt fra Odense Købstad til Odense Herred, blev der lavet en udskrift af blandt andet Odense Købstads realregistre, så Odense Herred havde de nødvendige oplysninger til brug ved ejendomshandler osv. Den arkivserie under arkivskaberen Odense Herredsfoged hedder ”Udskrifter vedr. de ejendomme i Skibhusene, som indlemmes i Odense Herred”.

Oversigt over arkivserier fra arkivskaberen Odense Herredsfoged med rød understregning af arkivserien Udskrifter vedr. de ejendomme i Skibhusene, som indlemmes i Odense Herred.

Ovenfor ses den nævnte arkivserie på oversigten over arkivserier fra Odense Herredsfoged. Serien er dateret 1796-1904. Den datering, du ser på oversigten over arkivserier, kaldes arkivseriens yderår. Det er ikke sikkert, at en arkivserie indeholder oplysninger fra alle år i den periode, der er angivet som arkivseriens yderår. Find arkivserien og klik på arkivseriens navn. Så kommer du til et skærmbillede med detaljer om arkivserien, som vist nedenfor.

Skærmbillede fra Rigsarkivets katalog Daisy med indholdsoversigt for arkivserien Udskrifter vedr. de ejendomme i Skibhusene, som indlemmes i Odense Herred 1804-1904

Her skal du især lægge mærke til det, der står ud for arkivseriens dateringer og ud for bemærkninger:

  • Arkivserien er dannet fra 1804 til 1904, men indeholder oplysninger fra 1796 til 1895.
  • Arkivserien indeholder udskrifter fra 1889, 1898 og 1904 af Odense købstads skøde- og panteprotokoller, samt realregistre.

Hvis du søger en oplysning fra 1901, kan det derfor ikke betale sig at bestille den her protokol, fordi den kun indeholder oplysninger indtil 1895. Yderårene er 1796-1904, fordi den første oplysninger er fra 1796, og den sidste udskrift blev lavet i 1904. Det er vigtigt at bemærke, at den sidste udskrift ikke indeholder oplysninger fra tiden efter 1895. Kig derfor altid på detaljerne om en arkivserie, inden du bestiller den.

En lille sidebemærkning ...

Det er ikke helt uvæsentligt, hvornår en arkivserie blev dannet og under hvilke omstændigheder. Hvis jeg skulle bruge oplysninger om en ejendom i Skibhusene på dette tidspunkt, ville jeg både finde oplysningerne i denne arkivserie og i den oprindelige fra Odense Købstad. Afskrifterne kan være fejlbehæftede eller afkortede, så derfor ville jeg altid tjekke originalen også.

Næste del af serien om Daisy

I næste blogindlæg viser jeg et andet eksempel på, hvilke oplysninger du kan se om en arkivserie.

Dette blogindlæg er en del af en serie. Du kan måske have gavn af at læse serien fra begyndelsen med blogindlægget Rigsarkivets arkivdatabase Daisy: Introduktion.