🇩🇰 Lene Kottal Professional Genealogy Bestil forundersøgelse

Rigsarkivet - Daisy: Familieretlige sager i København

Lene Dræby Kottal
Rigsarkivet - Daisy: Familieretlige sager i København

For Københavns vedkommende finder du journaler og journalsager under arkivskaberen Københavns Overpræsidium. Derunder findes flere forskellige journaler med hver deres indhold og med hver deres tilhørende arkivserie med journalsager. I dette blogindlæg tager jeg udgangspunkt i et læserspørgsmål fra Susanne Skjold Petersen, der gerne vil finde en skilsmissesag fra 1936. Hun har fundet sagen i Overpræsidiets SJ-journal og skal nu bestille selve journalsagen. Nedenfor ses optegnelsen fra SJ-journalen i 1936 (mine markeringer forklares længere nede i indlægget).1

Udsnit fra en familieretlig sag fra Københavns Overpræsidium, nemlig en SJ-sag. På udsnittet er lavet farvede markeringer, som der henvises til i teksten nedenfor.

Sagsnummeret er sidetallet 3732 efterfulgt af årstallet 1936, dvs. 3732/1936. Overpræsidiets journalsystem fungerer på samme måde som andre myndigheders journalsystemer, men der er flere journaler at holde styr på. Når du skal bestille sager fra Overpræsidiet, er det en god idé at være opmærksom på den opdeling, som jeg har vist i tabellen nedenfor.

Arkivskaber
Københavns Overpræsidium
Arkivserie Arkivserie Arkivserie Arkivserie
SJ-journal SJ-sager SJ-kopibog SJ-forhandlingsprotokol
Indhold Indhold Indhold Indhold
Overblik over sagens skrivelser og afgørelser Sagsdokumenter, indgående breve Kopi af udgående breve Referat fra forhandlinger i sagerne

I arkivserien SJ-sager under sagsnummer 3732/1936 ville du normalt kunne finde den sag, som du har fundet i SJ-journalen, men det kan du sandsynligvis ikke i lige præcis dette tilfælde. Sager blev nemlig flyttet, hvis der kom en ny sag, hvor den gamle sags dokumenter blev brugt som bilag. Normalt ligger alle sagsdokumenter i den nyeste sag.

Der er en hel del at være opmærksom på i SJ-journalen under sagsnr. 3732/1936, og hvis jeg var dig, ville jeg transskribere dokumentet for ikke at overse vigtige detaljer. Jeg har følgende bemærkninger:

  • Der står, at sagsnr. AJ 1121/36 var vedlagt, men blev overgivet til BJ d. 2. december (markeret med rødt på billedet ovenfor). Den AJ-sag er også relevant at kigge på, men ligger altså ikke under sit eget sagsnummer, men under en BJ-sag.
  • Bemærk alle de sagsnumre, der står i venstre margen i journalen: AJ 514/34, AJ 206/35, BJ 200/35 og BJ 4761/36 (markeret med grønt). Jeg ville forvente, at alle dokumenter fra disse sager (og fra AJ 1121/36) findes under sagsnr. BJ 4761/36, fordi den er den nyeste, så det er BJ-sag 4761/36 du skal bestille.2
  • Derudover bør du bestille journalerne med de andre sager for at få et overblik over alle sagerne.
  • Desuden er det sandsynligvis også relevant at bestille forhandlingsprotokollen. Det nævnes to gange i SJ-sagen, at manden er kaldt til møde (markeret med blå; tallene i parentes 82 og 83 er sandsynligvis henvisninger til forhandlingsprotokollen).
  • Ydermere bør du også bestille kopibogen, så du kan se de breve, der er sendt til Århus (markeret med orange).
  • Endeligt skal du bemærke den lille krusedulle nederst på siden i SJ-journalen (markeret med lyserød). Jeg læser det som ”Retskj.”, dvs. retskjendelse, hvilket betyder, at sagens parter ikke blev enige, og at sagen endte ved domstolene (sandsynligvis Københavns Byret), hvor der også vil være sagsdokumenter.

Alt i alt er det et omfattende projekt at finde alle dele af denne sag, og det slutter ikke med ovenstående, fordi kvinden boede i Risskov (altså i et andet amt), og derfor er der også mindst én journalsag under Århus Stiftamt. I SJ-journalen nævnes desuden Rougsø Herred (markeret med lilla), hvor jeg læser det som om parret er separeret ved dom 1. marts 1934, så der er der også nogle dokumenter, der bør undersøges. Min anbefaling er, at du starter med at finde alt fra København, og så kan du planlægge ud fra disse fund, hvad du skal finde fra de andre myndigheder.

Sagstyper ved Københavns Overpræsidium

Overpræsidiets SJ-journal har hele tiden været en journal til sager om separation og skilsmisse, og BJ-journalen var en journal til sager om opkrævning af børnebidrag. Indholdet af AJ- og OJ-journalerne er blevet ændret gennem tiden, så der er det en god idé at bruge Rigsarkivets oversigt over Overpræsidiets sagstyper. Desuden har Rigsarkivet en vejledning i faderskabssager, hvori der er et afsnit kaldet "Særligt for København", der forklarer lidt om familieretlige sager fra Overpræsidiet.

Fotografering af arkivalier

Mit bedste råd, når du tager på arkivet, er, at du fotograferer alle dokumenterne. Jeg plejer først at fotografere æsken og derefter det relevante indhold. Tjek altid bagsiden af alle dokumenter og affotografér alle sider med tekst på, også selvom det måske kun er et journalnummer. Og husk oplader til telefonen, så du ikke løber tør undervejs.

En del af serien om Daisy

Held og lykke til Susanne Skjold Petersen med at finde alle de relevante dokumenter. Det er nok ikke gjort med et enkelt arkivbesøg.

Dette blogindlæg er en del af en serie. Du kan måske have gavn af at læse serien fra begyndelsen med blogindlægget Rigsarkivets arkivdatabase Daisy: Introduktion.

 

Fodnoter

  1. Københavns Overpræsidium, SJ-journal, 3732/1936, skilsmisse, Rasmus Madsen Rasmussen kontra Nielsine Marie født Thomsen; digitale billeder, Rigsarkivet (https://www.sa.dk/ao-soegesider/da/billedviser?epid=14814495#40874,6220386 : tilgået 11. december 2019), opslag 68 af 303.
  2. Københavns Overpræsidium, BJ-sager, 1936, sagsnumre 4644-5074; Rigsarkivet, København.