🇩🇰 Lene Kottal Professional Genealogy Bestil forundersøgelse

Rigsarkivet: Biskoppens visitationsprotokol

Professionel slægtsforsker Lene Dræby Kottal
Rigsarkivet: Biskoppens visitationsprotokol

Danmarks biskopper besøgte indimellem kirkerne og skolerne i deres stift for at sikre, at alt gik ordentlig for sig med kristendomsundervisningen. Biskopperne førte protokol over visitationerne, som den slags besøg hed. Nedenfor er et eksempel på Fyns biskop Harald August Edvard Steins besøg i Dalum Kirke den 30. april 1891.1

Notater fra Fyns biskops visitation i Dalum Kirke den 30. april 1891

Afskrift fra Fyns bispeembedes visitatsprotokol for Odense Herred 1837-96

"Dalum. Torsdag d. 30te April 1891 visiterede jeg Dalum Kirke, som ikke har været besøgt i 39 Aar!! Da Visitatsen faldt paa en Hverdag, var Kirkebesøget ikke saa stort, som man kunde have ventet; men alle Siddepladser vare dog helt besatte, og 40 Unge traadte frem til Katekisation. Sognepræst A. Damborg – en trofast, solid, stille, videnskabelig Mand – prædikede fint, klart, varmt og indholdsrigt over Luk 9,24. Han katekiserede ogsaa godt; men Ungdommen svarede daarligt. Vase Sager vare i orden, og Kirkebøgerne – som maa confereres hyppigere – vare godt førte. Dog mangler liber daticus ved Embedet. Kirkebygningen trænger meget til Restaurering og fortjener at fremtræde i en værdigere Skikkelse. Provsten og den tilstedeværende Kirkeeier (en Gaardmand i Sognet) talte med mig om Sagen, som dog ikke kan magtes ad privat Vej.

Legat: Kammerherre C. Benzon og Hustrues Sølvbryllups-legat til bedste for Sognets Trængende (5000 Kr); Sognepræsten og Sogneraadet tildeler Legatet (100 Kr. d. 25 Nobr, 50 Kr 8 Decbr, og 50 Kr 23 Marts). Legatet revideres aldrig. _ .

Den store Arbejderbefolkning, som er knyttet til Papirfabrikken, har bragt Socialismen ind i Sognet. Det maa paaskjønnes, at den nuværende Directeur, Krog Jensen, som er en christen Mand, lader Fabrikken stande om Søndagen. _ . Fra den grundtvigske Friskole (Forstander Mathias Appel) og fra den grundtvigske Landbrugskole udgaar der nogen grundtvigiarisment Paavirkning. _ For maaske at faa Socialisterne engang i Kirke, var det ønskeligt, om jeg en Søndag prædikede i Dalum Kirke."2

En blanding af personalhistorie og lokalhistorie

Notaterne fra visitatsen indeholder både lidt oplysninger om præsten som person og om hans embedsførelse, men også om et legat, der blev uddelt til sognets fattige, samt præstens vurdering af grundtvigianismens og socialismens indflydelse på sognet. Gad vide om det faktisk gjorde en forskel, hvis biskoppen prædikede i Dalum engang imellem?

Afsnittet om papirarbejderne og socialismen er særligt interessant for mig. Min oldefar Maximilian Kottal arbejdede på Dalum Papirfabrik fra 1907 til 1915 og igen i 1920erne. Jeg vil helt sikkert undersøge notaterne fra senere visitatser i Dalum for at se, om biskoppen skrev mere om papirarbejdernes betydning for sognet. Måske er der oplysninger, som jeg kan bruge til min slægtsbog.

Rigsarkivet, Daisy: Søg efter biskoppers visitationsprotokoller

Find selv visitatsprotokoller i Rigsarkivets katalog Daisy

Mange af biskoppernes visitatsprotokoller er bevaret og opbevares i Rigsarkivet. Det er nemmest at finde protokollerne ved at søge i Rigsarkivets katalog Daisy, fordi så kan du med det samme se, om protokollen er scannet. I søgefeltet arkivskaber skriver du f.eks. Fyns Bis for at søge både på ordet bips og biskop - de forhenværende landsarkiver brugte forskellige betegnelser. I søgefeltet arkivserie skriver du visitat for at dække de mulige varianter, såsom visitationsprotokol, visitatsprotokol, visitatsberetninger og visitatsbog. Du kan eventuelt afgrænse med årstal, hvis du vil. Er du i tvivl om hvilket stift et sogn hørte under, kan du enten slå det op i DigDag eller i Danske Slægtsforskeres hæfte Sogn Herred Amt.

Har du brug for hjælp til at slå op i en visitatsprotokol? Jeg kommer jævnligt på Rigsarkivets læsesal i Odense, og du er velkommen til at skrive til mig for at få et estimat på prisen for kopier af sider i en visitatsprotokol.

 

Kildehenvisninger:

  1. Billedet øverst på siden: Fotograf Peter Most, fotografi af Harald Stein, 1862; digital kopi, Det Kgl. Bibliotek, Digitale Samlinger (http://www5.kb.dk/images/billed/2010/okt/billeder/object475714/da : tilgået 4. juni 2024); fri af ophavsret. For biskoppens navn, se Dalum Sogn (Odense Amt), kontraministerialbog over fødte 1889-91, titelblad, visitationspåtegning 30. april 1891 af HStein; digital kopi, Rigsarkivet, Arkivalieronline (https://arkivalieronline.rigsarkivet.dk/da/billedviser?bsid=178908#178908,30345981 : tilgået 4. juni 2024). For det fulde navn, se C. F. Bricka, Dansk Biografisk Leksikon: Tillige omfattende Norge for Tidsrummet 1537–1814, bind 16 (København: Gyldendalske Boghandels Forlag, 1902), side 362-65, Stein; digital kopi, Projekt Runeberg (https://runeberg.org/dbl/16/0364.html : tilgået 4. juni 2024).
  2. Understregning af ord er udeladt for at undgå forveksling med link. Originalen er ikke scannet, men kan ses på Rigsarkivets læsesale, se Fyens Stift, Bispeembedet, visitatsprotokol for Odense Herred 1837-96, side 3, Dalum den 30. april 1891; Rigsarkivet, Odense.