🇩🇰 Lene Kottal Professional Genealogy Bestil forundersøgelse

Hvordan følger du en værnepligtig frem i tiden i lægdsruller?

Lene Dræby Kottal
Hvordan følger du en værnepligtig frem i tiden i lægdsruller?

I første blogindlæg i min serie om lægdsruller gav jeg en generel introduktion til lægdsruller. I den her del viser jeg, hvordan du kan følge en mand fra han bliver indskrevet i rullen til han bliver slettet. Det skulle gerne give dig forståelse for, hvordan nummereringen i lægdsrullerne hænger sammen.

Tidligere fandt vi frem til, at Jens Pedersens søn Erlandt Jensen var født i 1796 og blev registreret i lægd 22, Lille Lyngby Sogn, i rullen for 1796 under løbenummer D 196. I 1796 blev der ført en hovedrulle. Eftersom der ikke blev ført tilgangsruller og hovedruller samme år, er tilgange i ”hovedrulle-år” ført i hovedrullen. Hvert lægdsrulleår blev betegnet med et bogstav. Bogstavet for 1796 var D. Erlandts nummer i rullen for 1796 (D 196) viser, at han er tilgået i år D, dvs. 1796. Næste gang Erlandt bliver registreret i en rulle vil være den næste hovedrulle.

Find den næste hovedrulle

Jeg foretrækker at bruge ao.salldata.dk til at finde lægdsruller. Først vælges typen Lægdsruller, dernæst amtet Frederiksborg. Den næste rullemenu indeholder årstallene. I listen er nogle år skrevet med grå skrift og andre med blå skrift. De år, der er skrevet med blå skrift, indeholder en hovedrulle.

Skærmbillede fra AO genvej med visning af lægdsruller fra Frederiksborg Amt

Næste hovedrulle-år efter 1796 er altså 1800. Vælg det år og bemærk så anmærkningen i resultatet: ”Denne pakke indeholder flere amter!” Lægd nummer 22 findes i hvert amt, så når pakken indeholder flere amter, skal du ikke kun være opmærksom på lægdsnummeret øverst på siden, men også på hvilket amt den del af scanningen indeholder. Øverst på opslag 2 i scanningen står der at pakken indeholder Hirsholm, Kronborg og Frederiksborg. Jeg antog derfor, at Frederiksborg Amt er i den sidste tredjedel af scanningen og sprang frem til opslag 350. Den viste lægd 16 under Frederiksborg. Derfra var det ligetil at bladre frem til lægd 22, som starter på opslag 392.

Udklip fra lægdsrullen for lægd 22 i Frederiksborg Amt i 1800 - det er en hovedrulle

Nummerering i lægdsruller

Som billedet ovenfor viser, har alle personerne på udklippet to løbenumre. Det første nummer er deres gamle løbenummer og det andet nummer deres nye løbenummer. Det gamle løbenummer er det nummer, som personen havde i den forrige rulle. Erlandt havde løbenummer D 196 i den forrige rulle. Bogstavet står typisk ikke i den næste rulle, fordi registreringen indgår i den almindelige nummerrækkefølge. Der er altså kun én person med gammelt løbenummer 196 i lægd 22 på dette tidspunkt. Derfor er bogstavet ikke vigtigt. Vi skal nu bladre frem til siden med nummer 196 som det første løbenummer på rækken. Når du har fundet siden, kan du se at Erlandts nye løbenummer er 150. Det er det nummer han fik, da denne hovedrulle blev lavet i 1800.

Udklip fra en lægdsrulle, hvor det er anført, at den værnepligtige er død

Hovedruller bliver løbende ajourført

På skærmbilledet længere oppe i indlægget, hvor de forskellige årstal kan ses i rullemenuen, kan du se, at næste hovedrulle efter 1800 er 1804. Hovedrullen fra 1800 blev løbende opdateret med oplysninger om de registrerede personer frem til den næste rulle blev lavet i 1804. Jens Pedersens søn Erlandt er blevet streget ud i hovedrullen fra 1800, og der er skrevet en bemærkning om, at han døde i 1803. Den oplysning kan ikke findes i kirkebogen, fordi den er gået tabt.

En anden tilføjelse, der blev lavet til hovedrullen, var sletning, når en person blev afskediget som værnepligtig. Det kan du se et eksempel på ved Anders Olsens søn Anders, der blev afskediget efter lodtrækning ved sessionen i 1804. Prøv at se, om du selv kan finde ham i rullen for Frederiksborg Amt, år 1800, lægd 22, løbenummer 84/67 (gammelt/nyt).

Den registrerede person kunne også være flyttet til et andet lægd. Det tager vi et eksempel på nu.

Udklip fra folketællingen 1801 i Lille Lyngby med Hans Pedersen som familieoverhoved

Følg en værnepligtig, der flytter til et andet lægd

Hans Pedersen og hustru Marie Olsdatter boede også i Lille Lyngby i 1801. De boede sammen med børnene Ole og Peder Hansen. Peder var 3 år i 1801, så han må være født omkring 1798. Lægdsrullen for 1798 er en tilgangsrulle, så den indeholder kun nye personer i lægdet, enten nyfødte eller tilflyttere. Det bemærkes at også denne pakke indeholder flere amter, men på opslag 3 er der til vores held en indholdsfortegnelse, der viser at Frederiksborg Amts lægd 22 skal findes på side 118. Selvom side- og opslagsnumrene ikke er ens, så er det nu nemt at finde den rigtige side, hvis man lige husker at der ofte er to sider pr. opslag. Lægd 22 starter på opslag 63.

I den her rulle har alle de registrerede et løbenummer, der starter med bogstavet F, som dækker året 1798. Så skal der søges efter den rigtige person ved at læse listen igennem linje for linje. Der er heldigvis ikke ret mange linjer. Hans Pedersens søn Peder er den sidste i lægd 22, og han har løbenummer F 247. Det oplyses i rullen, at han var født i Lille Lyngby og døbt d. 7. oktober.

Udklip fra lægdsrulle med Hans Pedersens søn Peder i 1798

Næste gang Peder bliver registreret, er i den næste hovedrulle. I rullemenuen på ao.salldata.dk, kan vi se, at den er fra 1800. Det er samme rulle, som vi fandt Erlandt Jensen i. Peder Hansen skal findes under gammelt løbenummer 247. Da han blev skrevet ind i hovedrullen fra 1800, fik han det nye løbenummer 187. Som du kan se på billedet nedenfor, er Peder streget over og der er skrevet en henvisning: 6K356.

Udklip fra lægdsrulle med Hans Pedersens søn Peder i 1800, hvor der er en flyttehenvisning (vedtegning)

Henvisningen betyder, at Peder flyttede til lægd nummer 6 i år K og fik tildelt løbenummer 356 i det lægd. Du kan tælle dig frem til år K. Hvis du kigger på det fulde billede af Peder i lægdsrullen fra 1800 på ao.salldata.dk (klik på billedet ovenfor, hvis du ikke selv har fundet siden), så kan du se ovenover billedet, at hovedrullen for 1800 er for år H. Nu skal du kunne alfabetet, men bemærk at bogstavet I springes over, fordi det ansås for at være sammenfaldende med J. Rækkefølgen er derfor H-J-K eller 1800-1801-1802. Peder flyttede altså i 1802. Den oplysning passer fint med, at han er registreret i Lille Lyngby i rullerne for 1798 og 1800 og i folketællingen 1801.

Når der i flytte-henvisningen ikke står et andet amt, så er det en flytning indenfor samme amt. Vi skal derfor finde Peder i rullen for Frederiksborg fra 1802 under lægd 6, løbenummer 356. Alle oplysningerne står i henvisningen i hovedrullen fra 1800. Rullen for 1802 er en tilgangsrulle. Du behøver ikke vide, hvilket sogn Peder flyttede til, fordi du ved, at det er lægd nummer 6. Prøv om du selv kan finde ham, inden du læser videre.

Udklip fra lægdsrullen i det lægd, som Hans Pedersens søn Peder flyttede til

Du har forhåbentlig fundet Peder under løbenummer K 356 i tilgangsrullen for 1802. Bemærk at lige under Peder står hans bror Ole, som jf. anmærkningen døde i maj 1804 i lægd 24. I den sidste kolonne kan du for begge drengene se, at der står, hvor de kom fra, hhv. 22_187 og 22_135. Det første nummer er lægdsnummeret og det næste er løbenummeret i den rulle, hvor de er blevet slettet. Hvis vi går lidt tilbage i vores noter, kan vi se at Peder ganske rigtigt havde løbenummer 187 i hovedrullen fra 1800. Du kan eventuelt selv efterprøve om broren Ole står under løbenummer 135 lægd 22 i hovedrullen fra 1800.

Vi vil naturligvis gerne vide, hvilket sogn Peder flyttede til. Der står heldigvis i begyndelsen af optegnelserne for lægd 6, at det er Herlev Sogn. Hvis man er beslægtet med Ole og Peder, så er det oplagt at finde Oles dødsfald i kirkebogen for lægd 24, og eftersom Hans Pedersens hustru Marie Olsdatter ikke havde rundet de 40 år endnu, så er det også muligt, at de får flere børn, som bliver døbt i Herlev.

Tilbage til Peder i lægdsrullerne. Seneste registrering er i år 1802, tilgangslisten, lægd 6, løbenummer K 356. Lad os finde ham i næste hovedrulle, som er fra 1804. Her vil du opdage en undtagelse fra reglen om at der ikke føres både tilgangs- og hovedruller samme år, men du skal altså bruge hovedrullen, fordi vi har allerede fundet Peders tilgang i 1802. I hovedrullen fra 1804 skal du kigge efter gammelt løbenummer 356. Der står en anmærkning ovenover Peder. Den hører ikke til Peder, men til personen ovenover. Der er i denne hovedrulle ikke andet at notere for Peder end hans nye løbenummer 288. Hvis du ikke selv har fundet ham, så kan du se billedet her.

Fra nu af skal du fortsætte med at finde Peder i den næste hovedrulle og så den næste osv., indtil der måske igen er en ændring i hans registrering. I 1806 er der to pakker med hovedruller. Numrene efter ordet hovedrulle viser, hvilke lægdsnumre der er i pakken.

Skærmbillede fra AO genvej, der viser lægdsruller (en tilgangsrulle og to hovedruller) fra Frederiksborg Amt i 1806

Prøv selv at finde de næste registreringer for Peder. Jeg har fundet frem til følgende:

Hovedrullen fra 1806, lægd 6, løbenummer 288/243 (gammelt/nyt), ingen ændring. Se siden her.

Hovedrullen fra 1810, lægd 6, løbenummer 243/158, flyttet til 20H125, dvs. lægd 20 i år H (1811), løbenummer 125. Se siden her.

Eftersom Peder endnu engang er flyttet, skal han næste gang findes i en tilgangsrulle. Jeg har fundet ham her: Tilgangsrullen fra 1811, lægd 20, løbenummer H 125, tilflyttet fra 6_158. Han er flyttet til Gørløse Sogn. Se siden her. Herefter kan han igen findes i en hovedrulle:

Hovedrullen fra 1813, lægd 20, løbenummer 125/105, flyttet til 21B298. Se siden her.

Nu er lægdsårrækken startet forfra i alfabetet. 1815 er A, og derfor er B 1816. Det er ulogisk, at 1811 er H, og vi allerede starter forfra i 1815, men sådan er det bare. Du ved med sikkerhed, at flytningen sker senest ved næste hovedrulle-år efter 1813, hvor flytningen var noteret. Der er derfor ikke så mange muligheder, som man skal klikke sig igennem inden man finder det rigtige årstal. Hvis du ikke gider klikke dig igennem mulighederne, kan du slå årstallet op på denne side: www.laegdsruller.dk

I 1816 blev der ført en hovedrulle. Peder findes i lægd 21 under løbenummer 298, som der står i den forrige rulle. Se siden her. Hans nye løbenummer er 271. Det viser sig at være Lille Lyngby Sogn, hvor Peder var født. Ved opslag i Rigsarkivet sognefortegnelse til lægdsruller under Lille Lyngby, bekræftes det, at Lille Lyngby i 1806 gik fra at have lægdsnummer 22 til nummer 21.

Tiden tilbage i Lille Lyngby Sogn er dog kort, for der står i rullen for 1816, at Peder flytter til 22C180, dvs. lægd 22, år C (1817), løbenummer 180. Lægd 22 var nu Tjæreby Sogn. Rullen for 1817 er en tilgangsrulle. Se siden her. Peder findes under løbenummer C 180. Han er flyttet igen, præcis som unge gjorde dengang, fordi de var ude at tjene. Hvis der findes til- og afgangslister i kirkebøgerne for de sogne, som Peder flyttede imellem, så kan man muligvis finde oplysninger om tjenestestedet der.

Jeg vil ikke vise flere sider for Peder nu, for indlægget er allerede meget langt. Jeg håber, at alle Peders flytninger har været med til at give en forståelse for nummereringssystemet i lægdsrullerne. På samme måde som man kan følge en person fremad i tiden, kan man også følge en person tilbage i tiden. Det viser jeg et eksempel på i mit næste indlæg om lægdsruller.

Skriv endelig en kommentar til indlægget, hvis du er i tvivl om noget, eller hvis du bare gerne vil dele din succeshistorie med lægdsruller.