Billedet ovenfor er forsiden fra avisen Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger den 23. december 1774, og nedenfor ses et udklip fra samme avis, hvor der står følgende:
"Hr. Agent Holck behager efter sædvanlig Godhed at lade de her indsluttede 10 Rdl. [Rigsdaler] uddele iblandt de fattige Syge og Sengeliggende, saa at de mest Trængende udi forestaaende July Høytid deraf kan nyde nogen Varme og Vederqvægelse."
Hvem var agent Holck?
Agent Holck, der modtog og uddelte donationerne, var Hans Holck, der ejede avisen indtil 1773. Holck havde mange jern i ilden og var kommet i økonomiske vanskeligheder. For at rejse kapital overlod han avisen til et interessentskab. Desværre var det for sent, og han gik fallit.
Som det ses af avisen fra 1774, stoppede Holcks fallit ham ikke. Han fortsatte med at indsamle og uddele gaver til de fattige, selvom han selv var blevet fattig. Ifølge en biografi om Holck anså han det for sin opgave i livet at hjælpe andre mennesker.
Hvem donerede til de fattige?
Avisen oplister adskillige notitser om donationer i anledning af julen, men de fleste givere var anonyme – i hvert fald i denne avis. I andre aviser har jeg set notitser om donationer, hvor der er navn på giveren.
Måske var det en idé at søge på Mediestream, om din forfader gav en donation til de fattige i julen. Hvis du finder noget spændende, hører jeg meget gerne om det på min Facebookside.